CBI Papiruld Danmark ansætter to erfarne branchefolk, som skal sikre fortsat vækst

Hos CBI Papiruld Danmark mærker man i den grad en stigende efterspørgsel i byggebranchen efter grønne løsninger. For at komme efterspørgslen i møde har isoleringsproducenten netop hentet to erfarne branchefolk ind, som skal hjælpe med at vinde endnu større terræn i isoleringsbranchen.

Nye medarbejdere skal sikrer væskt

Ifølge adm. direktør i CBI Papiruld Danmark, Jens Engbo Norddal, er ambitionen at kunne tilbyde byggebranchen en bred palette af bæredygtige isoleringsløsninger til hele markedet. Porteføljen af forhandlere er efterhånden stor, og det er her CBI Papiruld Danmark fortsat skal vækste. 

Derfor er Christian Mulvad, som er tidligere distriktschef for Hunton Fiber AS i Danmark og har seks års erfaring med træfiber, tiltrådt som distriktssælger Vest og produktansvarlig for træfiberdelen i virksomheden. Han får selskab af René Girsel Gjerløv, som er tiltrådt som projektchef for Østdanmark. René kommer fra Knauf Insulation, hvor han i seks år var ansat som Area Sales Manager.

– Vi vælger endnu en gang at opruste med fagligt stærke og branchevante profiler for fortsat at øge vores fokus på forhandlersegmentet og projektmarkedet. Begge kommer med et omfattende netværk og et indgående kendskab til byggebranchen, siger Jens Engbo Norddal og fortsætter:

– Med ansættelse af Christian og René står vi endnu stærkere i vores profil. Christian er uden tvivl én af branchens mest erfarne mænd, når man taler om teknisk viden og knowhow inden for træfibersegmentet. René er teknisk stærk på udførelsen og har en baggrund, som gør ham eftertragtet for sparring og support overfor byggeprocessens parter, hvad enten det er udførende, projekterende eller den rådgivende del. Endvidere har begge et stort forhandlernetværk samt stor erfaring med projektsalg, som vi kan trække på, fastslår Jens Engbo Norddal.

Med tilgangen af de nye ansigter har CBI Papiruld Danmark de bedst mulige forudsætninger for fortsat øget vækst via kombinationen af grønne kvalitetsløsninger, tæt kundekontakt samt solid rådgivning.

Christian Mulvad er bosiddende i Fårevejle, mens René Girsel Gjerløv er bosiddende i Haslev.  

På billedet ses CBI Papiruld Danmarks adm. direktør Jens Engbo Norddal i midten flankeret af Christian Mulvad til venstre og René Girsel Gjerløv til højre.