CROISSANT-HUSET

Vi får løbende mange spændende byggeprojekter, men nogle skiller sig alligevel lidt mere ud. Et af dem er Croissant-huset, som er et etplans hus til Jens og Rebecca Frederiksen og deres to små døtre. Foruden at være et unikt hjem forvandles huset om dagen til en børnehave og vuggestue, som Rebecca driver og passer.

Huset er inspireret af en fuglerede og tager udgangspunkt i at bygge rede for familien. Huset har en hævet profil, der giver naturen frit spil, og selve grundplanen er formet efter en oval, hvor ryggen er lukket mod nord og åben mod syd med glas – deraf kom også navnet Croissant-huset.

For både at imødekomme husets unikke æstetik og samtidig have et lavt CO2-aftryk isoleres bygningen med træfiberisolering, og der er ligeledes brugt Hunton undertag i tagkonstruktionen og dampbremse.

Vi glæder os til at se det færdige Croissant-hus!